LANGÅ KLUBHUS

Langå IK har længe drømt om nye fysiske rammer. Nu er første spadestik taget til et nyt tidssvarende klubhus. Byggeriet forventes færdigt i september 2018. Udover at udfylde rollen som en velfungerende base for de mange spillere, gæster, trænere og det trofaste hjemmepublikum, der loyalt bakker op om Langå IK – har ønsket været, at klubbens faciliteter fremadrettet også kan fungere som naturligt samlingspunkt for byens øvrige fritids- og kulturliv. Klubbens eget oplæg ved projektstart var, at renovere det gamle klubhus fra 1954 og lave en ny tilbygning. Det er nødvendigt at vurdere på flere parametre, når det skal besluttes, hvorvidt renovering/tilbygning er rentabelt sammenlignet med et nybyggeri. Hvad giver den bedste løsning både arkitektonisk og økonomisk? Ud fra de parametre har vi tidligt i projektfasen anbefalet Langå IK at rive de gamle bygninger og faciliteter ned og i stedet bygge nyt. De gamle bygninger var i dårlig stand og deres indbyrdes placering gjorde det vanskeligt at indfri klubbens forventninger til fremtidens klubhus. I stedet for at bruge ressourcer på at skulle indgå ærgerlige kompromisser, og ende op med et byggeri, der alligevel ikke helt lever op til forventningen, har byggeprocessen centreret sig omkring: Hvordan skaber vi fremtidens klubhus og bringer Langå IK ind i en ny æra? Fodboldbanerne er blevet omplaceret i forbindelse med skitsering af det nye klubhus. Det kan forekomme at være en ubetydelig og unødvendig detalje, men det er netop vigtigt, at være detaljeorienteret og huske helheden i det samlede byggeprojekt, hvis hovsa løsninger på målstregen skal undgås. Et godt udsyn til boldbanerne er afgørende i en fodboldklub, derfor skal banerne vende rigtigt i forholdt de nye klubhusbygninger.

Detaljer om Langå IK klubhus
Nybyggeri – klubhus 
Præsentabelt indgangsparti i glas med kig igennem til klubhusets nye centrale samlingspunkt – klublokalet, der er placeret i byggeriets midterakse. Kig til klubbens fodboldbaner. 
Café med køkken 
6 tidssvarende omklædningsrum
Dommeromklædning 
Administrationslokale 
Omplacering af fodboldbaner for at skabe helhed i projektet, og placere banerne ”rigtigt” i forhold til klublokale og udendørs fællesområde. 
Overdækket areal langs banerne, hvor spillere kan tale sammen før og under kamp. 
3 trins tribune, der vender ud mod banerne 
Fælles udendørsområde i forbindelse med klublokale